Loven om datas misbrug

Dagens samfund er i dag et overvågningssamfund hvor alle mulige data om alt og alle gemmes.

Det er et problem fordi man dermed skaber muligheder fordi utilsigtet misbrug af oplysningerne. Det er derfor min opfattelse at man ikke bør registrerer data man ikke har brug for og heller ikke registrerer data med større nøjagtighed end målet tilsiger.

Lad os tage et par praktiske eksempler som i dag er fuldt implementeret i Danmark og har været det i et par år.

Det første eksempel hedder el-måleren. På papiret en nyttig ting fordi folk nu slipper for at skulle aflæse el-måleren og forsyningsselskabet slipper for at skulle kontrollerer om folk nu skrev rigtigt på aflæsningskortet.

At man på samme tid fik sat en hovedafbryder ind, således at hvis folk ikke betaler, at man så elektronisk kan slukke for strømmen ude hos forbrugeren (uden at skulle sende folk ud for at afbryde strømmen) er en anden sag.

Men hvorfor er det lige at el-måleren skal opsamle detaljerede oplysninger om mit el-forbrug helt ned på sekundniveau? Det burde vel række med en månedsforbrug som aflæses og sendes elektronisk således at en regning kan udskrives.

Hvis jeg fik adgang til disse detaljerede forbrugsdata – kan jeg se hvornår folk står op, tager på arbejde, er hjemme, ser fjernsyn og går i seng. Som politimand er det da et nyttigt værktøj til f.eks. at teste folks alibi/forklaringer eller som ”Birthe fra kommunen” som vil kontrollere om et par er samboende eller ikke.

Som tyveknægt er det derimod et meget mere anvendelig værktøj fordi jeg nu ved hvornår jeg kan ”komme på besøg” uden at blive forstyrret af ejeren eller naboen (for hans forbrug har vi også kigget på forlods).

Og hvis jeg var en rigtig slem fyr som vil begå noget rigtig slemt, at jeg så kunne lukke ned for alle el-målere i et bestemt område, således at jeg får ”arbejdsro”. En ganske nyttig ting hvis jeg for eksempel ville røve en værditransport at alt strøm til trafiklys, politi og værdihåndteringsselskab var slået fra.

Lad os tage eksemplet med politiets nummerpladescannere. At en politibil automatisk scanner nummerplader efter efterlyste biler og lignende er vel ok, men hvorfor er det nødvendig med at samtlige biler position, samt dato og klokkeslæt skal gemmes?

Hvorfor skal lovlydige borgeres biler på den måde gemmes i en database? Hvorfor vil man partout registrerer ikke-mistænkes færden?

Eksemplet med nummerplader scanneren overstiger de vildeste Stasi drømme i den hedengangene DDR.

Spørger man en dansk politiker så falder talen altid på terror selvom terror intet med spørgsmålet at gøre.

Den amerikanske borgerrettighedsgruppe ACLU har dokumenteret at ”State police” i delstaten Michigan i 2014 har anvendt det meget indvassive elektronisk aflytningsudstyr kaldet Stingray 128 gange.

For lovligt at kunne benytte dette udstyr skal forbrydelsen i Michigan være terrorrelateret – men de 128 sager havde intet med terror at gøre. I stedet blev udstyret anvendt i 42 mordsager, 30 røveri/indbrud, 12 overfald, 11 savnede personer og resten af sagerne var i svindelsager, narkotika og ”forhindring ” af politiets arbejder.

I Danmark har vi ikke noget tal for ovenstående, men der er ingen grund til at tro at dansk politi skulle handle anderledes i brugen af elektroniske indhentningskilder. Man mistænker ”for højt” for på den måde at omgå kravene i Retsplejeloven. Kort fortalt skal strafferammen være seks år eller mere, før der kan gives tilladelse. Så det er mord, grov vold og narkokriminalitet vi taler om.

I 2013 blev mindst 4.252 mennesker udsat for et indgreb i meddelelseshemmeligheden og det tal er stigende.

Sammenholder vi dette tal med Danmarks Statistik over dømte med en straframme på 6 år eller mere – så var tallet i 2013 – at 102 personer blev dømt.

Sagt på en anden måde så fik politiet uret i ca. 98 % af sigtelserne som gav ret til indgreb i meddelelseshemmeligheden – tankevækkende ikke også? At myndighederne hver år er så herredårlige til at fornemme hvad en sag drejer sig om.

Man sidder som borger med den fornemmelse at loven er det som borgerne skal overholde og for myndighederne er loven vejledende.

Så loven om datas misbrug, er at myndighederne intet middel skyr for at få adgang til data – derfor bør dataindsamling altid begrænses mest muligt.