Spionkataloget

For nogen tid siden kunne det amerikanske site ”The intercept” løfte sløret for det udstyr som kan anvendes til at spioner imod især mobiltelefoner.

En kilde har udleveret et pris katalog over forskellige spionsystemer til ”The intercept”.

Det man bør noter sig er at det meste udstyr ikke fylder mere end en attache taske og noget af udstyret er mandbåren, samt at det ikke koster alverden at anskaffe.

Muligvis lyder anskaffelsesprisen på 100.000 USD af mange penge, men det er det faktisk ikke når vi kigger på det store billede. Så lidt hårdt sagt er det prisen på 100 Iphones og du bliver ikke rig hvis ikke du sælger mange overvågningssæt. Til information købte rigspolitiet jo kun en licens ved Hacking Team.

I Danmark ville man vel højest anskaffe 2-5 overvågningssæt og det tal er højt sat fordi der jo skal være agenter ”på jorden” til at betjene overvågningssættene. Og selv om det er banalt så når man vælger en leverandør, så fravælger man de andre leverandører hvorfor de så ingen indtægt får i det land.

Og kommer vi ind på den økonomi som politi, efterretningsvæsen og politikere simpelthen ikke vil fatte.

De her selskaber som producerer overvågningsudstyr skal jo have noget at leve af og når vi på på forhånd af politiske årsager har fravalgt diktaturstater, lande med svage demokratier  og lignende, så er der vel ikke meget over 60 lande i verden og højest 1 mia indbyggere tilbage på verdensmarkedet til at sælge overvågningssystemet til og det i konkurrence med de øvrige producenter.

Man behøver ikke være professor i virksomhedsøkonomi for at indse at fristelsen for at sælge til de ”ikke godkendte lande” kan være stor ligesom man vil forsøge at sælge udstyret til ”private sikkerhedsfirmaer” i de godkendte lande.

Personligt tror jeg ikke at man kan få en forretning ud af kun at sælge overvågningssæt hver 5. år til de lovlige myndigheder i de godkendte lande. Der skal hver måned betales lønninger, supporteres, produktudvikles osv. Ved den slags højteknologisk produktion er de Indirekte Produktions Omkostninger høje og der skal være et likviditetsflow som supporter de produkter.

Og dermed nærmer vi os min kritik af disse overvågningssæt – idet jeg opfatter det som ”logik for burhøns” – at de her systemer tilflyder IT kriminelle og skal vi kalde det gråzoner, fordi disse salg er helt nødvendige for at producenterne overlever.

De fleste producenter at overvågningsudstyr bruger mellemhandlere. Tag f.eks. Hacking Team som er italiensk – hvorfor køber rigspolitiet ikke udstyre direkte ved producenten men i stedet via en israelsk mellemhandler?

Det lyder ikke logisk at et EU land ikke kan handle direkte med et andet EU land når vi taler om udstyr som i den grad er belagt med restriktioner! Mon ikke den virkelige årsag er at man vil masker de ”uldne” salg med de legitime salg ved at presse rigspolitiet til at købe igennem mellemhandleren?

Hacking Team kan nu med troværdighed sige at man ikke vidste at slutkøberen var Syrien eller andre tilsvarende ikke-godkendte lande.

Jeg er som borger ikke bekymret over rigspolitiets anvendelse idet jeg formoder at de operer med en dommerkendelse i ryggen. Problemet er ”de andre” aktører.

Hvis jeg skulle i udbud om mange mio/mia ville jeg synes at det er en fordel at kende konkurrenternes bud såvel som udbyderens præferencer. Bemærk venligst af nogle af overvågningssystemerne kan overvåge op til 10.000 personer på samme tid, få adgang til nøjagtige geografiske data, SMS, kalender, emails og samtidig aflytte dem alle.

Det ville jeg synes var nyttigt og måske kunne jeg også overvåge store børsselskaber i tiden optil vigtige begivenheder, således at jeg kan bruge den insiderviden til at optimerer min profit og især hvis jeg f.eks. var en mafialignende organisation så ville det være oplagt at bruge udstyret på den slags transaktioner.

Og så er vi ved kernen i min kritik. Den samfundsmæssige skade ved at benytte sådanne systemer overstiger langt de fordele som ordensmagten opnår. Den hacker som sidder med en colaflaske, fedtet hår og joggingtøj, ham behøver vi ikke være bange for.

Dem vi skal være bange for, er de mafialignende organisationer som anvender overvågningsudstyr i forbindelse med tilsyneladende legale forretninger.